VOXPOP Hvordan fremmer vi lighed i sundhed gennem forebyggelse? HALIMA EL ABASSI Forkvinde, Rådet for Etniske Minoriteter Coronaepidemien har virket som en fremkaldervæske for en problemstilling, som vi i Rådet for Etniske Minoriteter længe har vidst eksisterede, men som ingen har taget hånd om: Det er ulighed i sundhed, og etniske minoriteter er blandt de sårbare grupper. Det nugældende gebyr for tolkning i sundhedssystemet for patienter med mere end tre års ophold i Danmark er en katastrofe, der blot bidrager til den eksisterende ulighed. Mange, der egentlig har behov for at opsøge en læge, undlader det nu pga. det indførte gebyr. Det første sted at starte vil derfor være at afskaffe tolkegebyret, så etniske minoriteter igen får adgang til samme forebyggelsesindsats som andre borgere i Danmark. TORBEN HOLLMANN Formand, Social- og sundhedssektoren i FOA I sundhedsvæsnet vil vi gerne det hele og allerhelst være de bedste. Men det betyder også, at der er noget, vi ikke kan. For hvem er det lige, der efterspørger de nyeste behandlinger og den dyreste medicin? De fleste af de mennesker, FOAs medlemmer møder i deres hverdag, går ikke op i, at det er den nyeste og bedste behandling, de får. De ønsker sig ’bare’ en behandling, de kan gennemføre ved siden af alle de andre ting, der sker i deres liv. Hvad hjælper det, at vi har den bedste behandling, hvis borgerens liv er et kæmpe kaos, der betyder, at de ikke får det samme ud af behandlingen. Hvis vi vil bekæmpe social ulighed i sundhed, kræver det de rigtige prioriteringer og svære valg. VIBE KLARUP Formand, Rådet for Socialt Udsatte Socialt udsatte oplever markant ulighed i sundhed. Én af årsagerne er, at sundhedsvæsenet ikke er gode til at behandle socialt udsatte. Der er brug for et mere rummeligt sundhedsvæsen – det kræver viden og tid, fx socialsygeplejersker på hospitalerne og mere tid til konsultation hos lægen. Et andet problem er, at socialt udsattes sundhedsproblemer opdages for sent. Derfor er der brug for en fremskudt indsats der, hvor socialt udsatte opholder sig, fx på væresteder og misbrugscentre, der kan bygge bro til det almindelige sundhedsvæsen. Rådet har for nylig stillet ti forslag, der kan mindske ulighed i sundhed og for bedre socialt udsattes sundhedstilstand – dem håber vi, kommuner og regioner vil tage til sig. KNUD KRISTENSEN Landsformand , SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed At vende udviklingen, når det gælder ulighed i sundhed, kræver en bred vifte af initiativer på flere områder. Navnlig overdødeligheden har vi fokus på i SIND. Forebyggende bør der fx sættes ind med et årligt sundhedstjek for somatiske sygdomme for alle, der er i behandling for psykiske lidelser. Vi ønsker også, at de praktiserende læger bliver mere opmærksomme på den fysiske sundhed for denne gruppe patienter. Desuden er der brug for mere viden om – og forskning i – bivirkninger ved medicin. En væsentlig årsag til overdødelighed er selvmord, hvor forebyggelse især handler om tidlig indsats og om, at vi hurtigst muligt får løst de helt grundlæggende kapacitetsproblemer i psykiatrien. 18
Download PDF fil