Det er ikke i sundhedsvæsenet, man kan forebygge ulighed i sundhed. Sundhedsvæsenet kan kun kompensere for den sociale ulighed, der ikke er afhjulpet i andre dele af samfundet. Så hård lyder udmeldingen fra Signild Vallgårda, der er professor ved Københavns Universitets Afdeling for Sundhedstjenesteforskning. Hun mener ikke, man kan vejlede sig ud af, at det i en udsat familie er uoverskueligt at efterleve kostr åd eller at lade være med at udsætte børnene for passiv rygning. ”Det er nok ikke, fordi de ikke ved det, men mere sandsynligt, fordi de ikke magter det,” understreger hun. Men sundhedsvæsenet kan nu ikke holdes fri for ansvar, lyder det fra professor Morten Sodemann fra Klinisk Institut på Syddansk Universitet: ”Vi ved faktisk ikke, hvor stor en del af ulighed i sundhed der skyldes skævhed i sundhedsvæsenet og kommunernes mangelfulde indsatser. Det, jeg ser, er, at uligheden skabes i sundhedsvæsenet, fordi det er indrettet på middelklassens præmisser og specialiseret behandling og dermed har mistet blikket for og tiden til at forholde sig til de patienter, som har masser af diffuse symptomer, forskellige sygdomme og dårligere mulighed for at gribe de højt specialiserede tilbud. Det er ikke ret kønt, det der foregår, og sundhedsvæsenet gør det faktisk værre. Men tingene er ikke helt så enkle,” understreger Morten Sodemann: ”Man bliver ikke syg af at være fattig, men man dør af årsagerne, fordi sundhedsvæsenet ikke er indrettet til at forholde sig til de fattige og udsatte patienters sygdomme.” De første 1000 dage betyder mest ”Vi er nødt til at lære at forstå, hvordan og hvor uligheden virker, så vi kan sætte ind der, hvor der er størst effekt,” siger Morten Sodemann. Spørger man Jørgen Lauridsen, der har været med til at kommentere på den rapport om ulighed i sundhed, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i september, så er ulighed i sundhed – såvel årsager som løsninger – komplekse, men han vover alligevel at komme med et bud på tre grupper, for hvem forebyggelsesindsatsen er særlig vigtig eller særlig påkrævet. Først og fremmest gælder det om at sætte ind over for udsatte familier i barnets første leveår. ”Det allervigtigste er at sikre en tidlig indsats blandt småbørn i socialt belastede familier. Det er den helt tunge ende af ulighed. At blive socialt udsat er ikke noget, man bliver over natten. Det bygger på en lang karriere,” siger han. Både Sodemann og Vallgårda er enige i den konklusion, og der er da også allerede flere indsatser i gang med fødselsforberedelse og forstærket sundhedsplejerskeindsats i småbørnsalderen. I 6
Download PDF fil