case Med en kræftdiagnose, hvor kræften havde spredt sig, skulle der tænkes hurtigt. Derfor valgte Niels Damgaard at deltage i to forskellige kliniske forsøg. Klokken er 8.40 og Niels Damgaard er på endnu et kontrol- og samtalebesøg på hospitalet. For tre år siden havde han ikke forestillet sig at skulle sidde her, men nu er det en del af hverdagen. Bekymringerne om livet med kræft er ikke lige så store, som dengang han fik diagnosen, og nu ser han sin kræftsygdom som en kronisk sygdom på linje med folk, der har diabetes. Det hele startede for tre år siden. Vandladningsproblemer var kræft ”Jeg havde nogle problemer med blæren. Det konstaterede lægen også. Men da vi så undersøgte det nærmere, viste det sig, at det var pga. en forstørret prostata. Da der så blev lavet prøver af vævet, blev det hurtigt konstateret til at være kræft, og at kræften havde spredt sig til knoglerne, lymfeknuder og så videre,” fortæller Niels Damgaard om julemåneden i 2016. De første par måneder af 2017 gik med den helt normale proces med bl.a. kemobehandling for at få kræften under kontrol og stoppe yderligere spredning. ”Jeg havde det ret så skidt mentalt, lige da sygdommen blev konstateret. Når man har levet et langt og godt arbejdsliv med kone, børn og nu også børnebørn, ser man helst ikke en ende på det. En kræftdiagnose giver en et slag direkte i ansigtet, så man falder bagover. Det var svært at håndtere i starten, men heldigvis havde jeg god støtte både hos familien, kollegaerne, venner og ikke 21
Download PDF fil