voxpop ANDREAS RUDKJØBING Formand for Lægeforeningen I 2050 er langt mere behandling flyttet ud i folks hjem. Hospitalerne har stort set kun kirurgi, intensive forløb, fødsler og lignende. Sundhedsvæsenet har gennemgået en omfattende digitalisering. Derudover vil der være udbredt brug af skræddersyede behandlinger og avancerede insideables. Nutidens science fiction kan være old news eller skudt helt skævt, når vi skriver 2050. Ingen ved det. Til gengæld ved vi, at det først er i 2050, at den store stigning i antallet af ældre borgere flader ud. De mange tusinder flere ældre kommer til at præge sundhedsvæsenet, da de har behov for mere behandling og pleje. Der vil komme nye behandlinger og ny teknologi til, som redder og forbedrer liv. Men det koster naturligvis også ganske mange penge. Penge, som landets politikere skal tage stilling til, om de vil sætte af. I det meste af dette årti har bevillingerne til sundhedsvæsenet knap kunnet følge med det stigende antal patienter. I dag kæmper sundhedsvæsenet med overbelægning på medicinske afdelinger og en underdrejet psykiatri. Hvis jeg skal være meget optimistisk, er der i årene før 2050 taget hånd om det i form af et langsigtet økonomisk løft af sundhedsvæsenet, og der er oprettet et behandlingsråd, der skal prioritere, hvad der skal bruges penge på. Læg hertil uddannelsen af flere læger til blandt andet psykiatrien og almen praksis og markant højere tobakspriser plus mere generelt fokus på strukturel forebyggelse. Det vil, sammen med en nyfunden politisk tiltro til lægevidenskaben, hjælpe borgere og patienter bredt. 21
Download PDF fil