med. Lægemiddelindustriforeningens magasin Magasinet med. handler om medicin med mere: Med mennesker, med engagement og med dialog. Nr. 03 — Juni 2017 Magasinet udgives af Lif og udkommer fire gange om året. Ansvarshavende redaktør: Gitte Skovlund Schmidt Redaktion: Anne Cathrine Schjøtt Lea Remmer Nürnberg Mette Schmidt Foto: Steen Brogaard Anne-Li Engström Fotolia Pexels Polfoto Ritzau Design og layout: e-Types Typografi: Du Nord og Home Text Tryk: Cool Gray A/S Papir: Indhold: Amber Graphic 100g Omslag: Amber Graphic 150g ISSN: 2446-1695 Lægemiddelindustriforeningen Lersø Parkallé 101, 2100 København Ø T: +45 39 27 60 60 E: info@lif.dk Leder There is no such thing as a free lunch… Når jeg bliver spurgt, hvad der er det særlige ved den danske life science-branche og årsagen til, at vi som lille land kan mønstre så stærk en lægemiddelindustri, er et af svarene det unikke og tætte samarbejde mellem private virksomheder og det offentlige, hvad enten det drejer sig om universiteter, hospitaler eller den offentlige administration. Med samarbejde mellem offentlige og private – ikke mindst med udgangspunkt i de unikke danske sundhedsdata – har vi formået at skabe afgørende forskelle for patienterne, afdække bivirkninger, afkræfte myter og identificere nye virkningsområder. Men lige så naturligt, som samarbejdet falder for dem, der er involveret i det, lige så kritiske røster hører man fra andre med hovedargumentet: at ingen frokost er gratis. Kritikerne af samarbejde har ret så langt som, at det helt bogstaveligt ikke er tilladt for en lægemiddelvirksomhed at byde en læge på frokost i forbindelse med et kortere møde. Ligesom man heller ikke må efterlade så meget som en kuglepen. Lægemiddelindustrien har i dag et etisk nævn, ENLI, der regulerer markedsføringen over for læger strammere end nogen lovgivning. Vi har fuld gennemsigtighed omkring alle samarbejder, sponsorater og donationer til såvel læger som patientforeninger og hospitaler. Vi lægger egne data fra kliniske forsøg åbent frem. Men vi venter stadig – og efterhånden lidt utålmodigt – på, at al denne åbenhed kommer samarbejdet til gode og styrker relationerne og tilliden. For mens vi åbner op, lukker samarbejdet lige så stille i. Senest har man i Medicinrådet lavet habilitetsregler, der betyder, at de læger, der har størst erfaring, mest viden og bredest netværk bliver valgt fra til posterne i de ypperste fagudvalg. Der må ikke kunne skabes tvivl om habiliteten i de enkelte sager, men der er meget langt derfra og til et konsekvent krav om nej til ethvert samarbejde med industrien. Principper må ikke komme før patienter. Vi står gerne ved samarbejder, sponsorater og ansættelsesforhold med alt hvad de indebærer. Og jeg tror og håber, at vores åbenhed om samarbejde vil betyde, at fordommene vil forstumme. Det er samarbejder mellem offentlige og private, som udvikler nye behandlinger, opkvalificerer læger og sygeplejersker, styrker sundhedsvæsenet og bidrager til, at patienterne år for år får bedre behandling. God læselyst, Ida Sofie Jensen, koncernchef
Download PDF fil