Analysen er udført i samarbejde med Lif Dynamiske effekter på sundhedsområdet Introduktion til debatten om dynamiske effekter De økonomiske ministerier har i de sidste 15-20 år haft lommeregnere, som kan beregne dynamiske effekter af ændringer i skatterne eller overførselsindkomsterne. Ministerierne har derimod ikke beregnet dynamiske effekter af de penge, vi bruger i den offentlige sektor, fx på sundhedsområdet. Det er en regnepraksis, der har været til debat i de senere år, fordi den kan skævvride de politiske beslutninger. De økonomiske ministerier peger på en række barrierer for at indregne dynamiske effekter af offentlige udgifter, bl.a. et utilstrækkeligt empirisk grundlag. I denne analyse vil vi forklare de vigtigste distinktioner i debatten og diskutere de barrierer, der er for at beregne og styre efter dynamiske effekter på sundhedsområdet. Igennem hele rapporten vil vi fokusere på den nationale sundhedspolitik. Politiske tiltag har dynamiske effekter, hvis de påvirker borgernes adfærd eller borgernes egenskaber på en måde, som har betydning for de offentlige finanser eller Danmarks velstand (BNP). Dynamiske effekter kaldes derfor også ’adfærdseffekter’. De dækker typisk over, at politiktiltaget får folk til at arbejde mere eller arbejde mere effektivt. Dermed stiger beskæftigelsen og produktiviteten, hvilket får de offentlige skatteindtægter og BNP til at stige. De dynamiske effekter kan både være positive og negative. Vigtige distinktioner i debatten Det er vigtigt at holde dynamiske effekter på de offentlige finanser adskilt fra dynamiske effekter på BNP. Debatten i de senere år har især fokuseret på effekterne på de offentlige finanser (saldoeffekter), fordi de giver penge i kassen, som politikerne kan bruge til at finansiere ny politik for. Når de økonomiske ministerier indregner positive dynamiske effekter af skattelettelser, men ikke indregner negative dynamiske effekter af nedskæringer i det offentlige, så bliver det billigere for politikerne at skære i velfærden og dyrere at løfte velfærden. Politikere og interessegrupper, der ønsker velfærdsløft, spiller derfor med en mindre ketsjer end politikere og interessegrupper, der advokerer for skattelettelser finansieret ved nedskæringer. De dynamiske effekter skyldes som regel, at den førte politik ændrer enten arbejdsudbuddet eller produktiviteten. Når arbejdsudbuddet – og dermed beskæftigelsen – stiger, forbedrer det de offentlige finanser, fordi borgerne betaler mere i skat og trækker mindre i overførselsindkomster. Det forbedrer også BNP med den ekstra indkomst, som arbejdskraften genererer. Det har vi illustreret i figur 1 på næste side. Når produktiviteten stiger, forbedrer det primært BNP. Det forbedrer også den offentlige saldo, men gevinsten er så lille, at de økonomiske ministerier plejer at se bort fra den.1 I figur 1 har vi derfor set bort fra denne effekt. Den ekstra produktivitet kan dog få reallønnen til at stige (via lavere priser) og dermed øge borgernes tilskyndelse til at arbejde. Den effekt har vi i figur 1 vist med den grå, stiplede linje. Det har de økonomiske ministerier regnet med i nogle tilfælde, men de gør det ikke konsekvent.2 Bemærk, at alle sammenhængene i figuren har samme fortegn, dvs. at vi sjældent ser dynamiske effekter, der forbedrer den offentlige saldo, men mindsker BNP, eller omvendt. 1 DREAM (2018), Finansministeriet (2014) og ADAM (2012) finder små, men positive saldoeffekter af øget privat produktivitet. Der er entydige positive saldoeffekter af øget offentlig produktivitet. 2 Se fx Finansministeriet (2016). 2
Download PDF fil